Harboøre - Hong Kong
"Det Tilfældige er absolut aldeles ligesaa
nødvendigt som det Nødvendige", Søren Kierkegaard
Jeg blev medlem af Atletikklubben Holstebro i 1981.
Jens Otto Andersen rekrutterede mig. Det var efter
Gjellerodde løbet i Lemvig, at Jens Otto (opdraget
med atletik i Korsør og havnet som civilingeniør
på kystinspektoratet i Lemvig) lokkede mig
med til et 10.000m løb i Århus. Jeg vandt B-heatet.
Det var en fantastisk oplevelse og jeg var straks klar
til det næste. "Hvornår er der løb igen?", spurgte jeg.
"Pokalstævnet" i Holstebro var det næste.
Der var en 800m. Det synes jeg var alt for kort.
Nu havde jeg lige løbet 25 omgange i Århus,
skulle jeg så nøjes med to i Holstebro!
"Nej", sagde Jens Otto, "der er altså også en 3000m".
Fint tænkte jeg, den tager jeg!
"Forhindringsløb" fortsatte Jens Otto.
"Hvad er det?" spurgte jeg og Jens Otto sagde, at det
blot var nogle bomme man skulle over og at man
sagtens kunne træde på dem. Så jeg tænkte, at det
vel ikke kunne være værre end halmballer og el-hegn!
Det blev starten på en masse gode oplevelser og min
vej til at opleve verden.
Jens Otto lærte mig alt om løbetræning og i 1983 kom
jeg på det danske juniorlandshold i atletik og satte
dansk juniorrekord i 2000m forhindringsløb!
Sidste gang jeg repræsenterede Danmark, var i "The Greatest Race on Earth" under Hong Kong Marathon 2008, hvor vi endte på en andenplads og tjente 20.000 dollars!
Ved den lejlighed mødte jeg min gamle ven Kjeld Dissing, som også kommer fra Lemvig egnen. Kjeld vidste mere om hvad der foregik hjemme i Danmark end jeg gjorde!
Verden skrumper ind! Den er blevet globaliseret. Da vi var drenge var verden ikke større end fra Bøvling Bjerg til Thyborøn og fodbold den eneste sport der fandtes!
Kjeld Dissing, den moralske vinder af Copenhagen Marathon (DM) 1993, begyndte først at dyrke atletik, da han var 32 og flyttet til København for at læse til flyveleder.
Løb har bragt mig fra Harboøre til Hong Kong!
Heldigt tilfældigt, at møde Jens Otto i en afkrog af verden, før den blev lille!!!
Peder Troldborg, juni 2010