TUREN GIK TIL FINLAND
Året var 1983, og det første verdensmesterskab i atletik blev afholdt i en af atletikkens højborge - Helsingfors. I meget lang tid var der set from til dette verdensmesterskab. Verdenseliten var i storform. Der var næsten ikke den disciplin hvori der ikke var blevet sat verdensrekord i månederne inden mesterskabet, og frem for alt var det næsten mirakuløse sket - ingen nationer boykottede stævnet - hele verdenseliten var samlet. Også Athletikklubben "Holstebro" var repræsenteret
her af en fem mand høj forsamling, bestående af det bedste(?) af klubbens talentmasse - Lars Poulsen, Holger Toxvig, Dan Madsen, Karl Erik Mortensen og mig selv.
For mig begyndte turen den 6. august, da jeg skulle moøde resten af selskabet (en coctail hovedsalig bestående af mere eller mindre almindelige Århusianere, og så den før omtalte forsamling fra "Holstebro") i Varberg. Jeg blev afhentet på Varberg station af en meget "død" bus. Alle sad og sov, man havde vist ikke faet lejlighed til at sove ret meget på færgen fra Grenaa. Specielt mat, var Karl Erik - havde om natten "sovet" under en flippermaskine.
Nå, men busturen gik altså tværs over Sverige til Stockholm, hvorfra vi skulle sejle til Helsingfors. Undervejs undrede Holger sig noget over hvorfor svenskerne havde hængt net ud over klipperne, men dertil havde Lars naturligvis en logisk forklaring, han mente at man på den måde selvfølgelig forsøgte at fange klipfisk. I Stockholm havde vi lidt tid til overs, så de fleste tog derfor ud og så lidt nærmere på den svenske hovedstad. Lars og jeg løb en tur rundt i byen. Nu har Lars aldrig været i tvivl om, hvad han var værd, så da han efter en 3-4 km. skulle på toilet, kontaktede han straks "polisen" og krævede politiekskorde. Andre er selvfølgelig lidt mere tiIbageholdende. Karl Erik gik således flere km. med det samme problem, og da han endelig fandt et toilet, var der låst og han måtte kravle over døren - det kom han sig vist aldrig over.
Sejlturen til Helsingfors var fin-fin. Vi startede i saunaen i bunden og endte på diskoteket i toppen. Nå, men snart var vi i Helsingfors og måbende erfarede vi på havnen at der stadig var VM-billetter at købe. Vi forsynede os og havde nu til hele ugen. Senere fandt vi skolen hvor vi skulle bo. Den lå i centrum, kun ca. 1½ km. fra stadion - jo, det tegnede i sandhed godt. Formiddagens programmer bestod altid af indledende øvelser, det var derfor ikke altid vi overværede denne del af mesterskaberne, for vi skulle jo også se lidt pa byen uden for stadion. En formiddag var vi således pa vej ind i centrum for at se pa butikker (og damer). Her pa fortovet mødte vi så den amerikanske højdespringer Dwight Stones. Han var selvfølgelig meget overrasket og begejstret over at se os, og måtte naturligvis straks veksle håndtryk med verdensstjernen Dan Madsen. Dette blev nu ikke vores eneste møde med en af atletikkens verdensstjerner.
Om torsdagen, som var hviledag, tog vi på en bustur nordpå op til en køn beliggende sø, jeg ikke længere husker navnet pa hvad hed. Her mødte vi tre af de sorte verdensstjerner, nemlig Michel Franks (4oo m,nr.2), Sunder Nix (4oo m, nr.3) og Jason Grimes (længde nr.2), Karl Erik skulle selvfølgelig hilse på dem. Nu er Karl Erik jo trods sine noget utraditionelle metoder ret god til at komme i kontakt med folk, så han opfordrede dem altså til at tage en fodboldkamp med os. Det ville de dog ikke (de lignede også nogle sløve bananer). Personligt tror jeg de var bange for at blive skadet, de kunne jo nok se at Karl Erik var en knokkel til fodbold. Når jeg ser tilbage på VM-ugens begivenheder kommer jeg nok ikke uden om Jarmila Kratoochvilova - også kaldet Åge (det var vist en af Lars' skøre påfund.) Hende/ham havde vi meget skæg med, og hun/han var bestemt, synes jeg, den person som efter Carl Lewis satte mest præg på verdensmesterskabet. Også personer som Mary Decker, Willie Banks og Marti Vainio, var i allerhøjeste grad i stand til at få stadion til at koge. Nå men snart var ugen altså gået, og vi var vist også både trætte og udkørte, ikke mindst Dan, vil jeg mene, som jo havde gennemført adskillige maraton i løbet af ugen (for motionister var der maraton på den officielle VM-rute, hvilket Dan og mange af 1900-turisterne naturligvis ikke skulle gå glip af). Hjemturen som Holger satte præg pa, gik trods alt ganske gnidningsløst. Det var sådan at Holger jo før havde været i Finland og han kendte derfor ganske udmærket færgerne og sejlturene mellem Finland og Sverige. Holger ynder jo at sove på dækket når han skal over natte på en færge. Det ville han selvfølgelig også denne gang, dog vil jeg tro, at det blev sidste gang at han prøver det. Kl. to om natten blev han nemlig vækket ved at han var ved at blive kastet over bord, fordi de skere finner absolut skulle spule dækket. Morgenmaden indtog vi ved tag selv bord i færgens restaurant. Her smurte Dan sig en kæmpe madpakke til resten af turen og til et par dage til, han skulle jo nødigt gå hen og dø af sult når han nu kom hjem og køleskabet var tomt. Og her var Holger skyld i at næsten alle havde fået udvidet deres ferie med et par dage. Da færgen gik i den svenske havn, forklarede Holger os at vi nu var på Ålandsøerne. Han havde straks genkendt havnen, så selvom restauranten var ved at lukke, kunne vi godt tage den med ro, for det ville stadig tage et par timer
inden vi var i den svenske havn, forsikrede han os. Var det ikke fordi Århusianerne fik trukket os fra borde, var vi sikkert taget med tilbage.     
 
Peder Troldborg, Depechen 83 (årsskrift Athletikklubben "Holstebro")
 
Karl Erik Mortensen, Holger Toxvig og jeg.