I forbindelsen med Århus kommunes sparekatalog 2006, hvor der er foreslået en skolesammenlægning i Brabrand, har Peder Knudsen indsendt følgende læserbreve til Århus Stiftstidende:
Bondefanget på markerne i Brabrand V.
af Agronom Peder Knudsen, Egebjergvej 7, Brabrand.
Det lugter jo langt væk af bondefangeri! - at planen med en skolesammenlægning i Brabrand først bliver lanceret nu hvor grundene i Helenelyst er solgt. Nej, at det skulle være en tilfældighed, skal Århus Kommune længere ud på landet med. Og at planen endvidere er havnet i et spareforslag, er jo en direkte hån. Udstykningen medfører ekstra skatteindtægter og Århus Kommune kvitterer med en lort/råden appelsin i turbanen på køberne i form af serviceforringelser fra A-Z - alt i alt en rigtig stinkende affære!
Vi ser rødt!
af Peder Knudsen, Egebjergvej nr. 7, Brabrand.
"Nu er jeg jo ikke Socialdemokrat, så..." sagde manden. Vi var til Sankt Hans bål på Stadepladsen i Brabrand og havde solgt en masse røde støtte t-shirts imod skolesammenlægningen.
"Nej, men det er da heller ikke rødt for Socialdemokratiet, men rødt for fuld STOP" sagde jeg og manden sagde, at han da lige ville sætte sig ind i sagen.
Og sagen er, at folk er fyldt op til halsen af forringelser og sparekataloger!
Og sagen er, at jeg aldrig har oplevet så fed en fornemmelse af samhørighed som netop nu i Brabrand. OK, jeg har kun boet her siden 94, men alligevel! Danmark er ikke med ved VM, men denne landskampstemning er da et godt plaster på såret. Og den bunder meget dybere. Folk vil nemlig ikke finde sig i det! Brabrand/Engdalskolen kan ikke tåle flere forringelser og nu siger man STOP - fuld STOP!
"Kom, kom det er helt vildt, vi må have flere t-shirts" sagde konen og jeg tænkte, hold da op, vi er jo kun lige begyndt. Så kære politikker, hvis du ønsker at "stay in business", så hør godt efter! Det rumler og rumler og det er lyden af en folkelig bevægelse der siger STOP!
Et liberalt argument
af far til 3 elever på Engdalskolen, Peder Knudsen, Egebjergvej 7, Brabrand
Kære Louise Gade,
jeg håber sandelig ikke, at du blev trådt over tæerne under demonstrationen på Rådhuspladsen, og at oplevelsen skulle gå hen og påvirke din dømmekraft for en skolesammenlægning i Brabrand. Saglige argumenter imod en sammenlægning er der i hvert tilfælde masser af i høringssvarene, men man kan ærlig talt godt komme i tvivl om det er de lange komplicerede eller de mere korte og kontante, som finder bedst gehør hos politikkerne. Her er en af de helt enkle, som enhver liberal kan forstå: Hvis din leverandør ikke er konkurrencedygtig, så skift leverandør! Og hvis din skole ikke leverer en konkurrencedygtig undervisning, så skift skole! De mest uafhængige kunder er de første der skifter og i dette tilfælde vil det utvivlsomt også omfatte de dygtigste elever.