Åh at være

en hest i den bergensiske travpark, et får i højfjeldet på Høgabu eller en bjergged på fjeldvejen mod Fløien. Bare et nøgent pelsdyr i regnvejr med drillesyge menneskeunger at løbe om kap med og ryste hele sin opsamlede nedbør af på inden de kilder en ihjel, igen og igen!

Det var i min søgen efter en god sti at løbe på, at jeg havnede i et træningsanlæg for travheste uden for Bergen, og mit høflige "hej" blev besvaret af den modkørende kusk med et opgivende blik, der fortalte alt: "storbymenneske, hvad laver du her? Vædeløb er da for heste! ".

Der hvor jeg kommer fra, før løb kom til byen og jeg var begyndt at rende rundt i ring, var det ellers mig de kaldte Tarok, men her var jeg åbenlyst på afveje. Noget jeg ofte var i denne sommerferie, på højfjeldet, hvor der ingen veje var, eller vildfaren mod Skansemyren idrettsplass ved Fløien, der ligger så håbløst højt at man er udmattet allerede inden man når frem!

Således opløftet efter en hård uges ferie i Hordaland, må jeg erkende, at terrænet i Bergen og omegn er temmeligt uvejsomt at løbe i, og aldeles uforglemmeligt at opleve, når man blot er et menneske!

Peder Troldborg, juli 2016