Klem ballerne sammen,

let røven og tag så det baglår,

du piver så meget over, og stik det skråt op!

I min desperation over egen elendighed, havde jeg opsøgt min gamle løvindeveninde, Gitte Karlshøj, for at få hjælp.

Jeg havde nok håbet på et magic touch, ultralyd, laserlys, en strømpistol, hvad ved jeg, men det var åbenlys ikke miraklernes tid, jeg befandt mig i. Løvinden sagde jeg var slap, skulle lave styrketræning og begyndte at remse øvelser op.

Der gik ikke længe før hun spurgte mig om ikke vi skulle skrive det ned. Da talen kom på styrketræning, tror jeg hun fornemmede, at jeg faldt ud og tabte koncentrationen. Jo, svarede jeg, god ide! "Godt, du skriver med dine egne ord", sagde hun, og måtte så gentage det hele en gang til.

Fin pædagogik! Nu hvor jeg havde forstyrret fruen på en fridag, gik det op for mig, at det mindste jeg kunne gøre var, at tage mig sammen og selv gøre en indsats. Jeg gjorde derfor øvelsen til mit nytårsfortsæt og her en måned efter, kan jeg konstatere, at det hjælper. Nok har jeg ikke fået baller af stål, men ondt i røven har jeg ikke og min gakkede gangart er så småt begyndt at ligne løb!

Men straks som jeg nu tror, at denne smertesang og historie har fået sin ende, får jeg, som et ekstra krydderi og endnu et bevis på at være i live, en æresrunde i noget der gør ondt, ligesom for at nulstille skalaen. Det er fornøjelsen af en indre diamant, en nyresten at klemme om og pisse ud på en uge, som mit endelige punktum på årets hårde første måneds happy ending på en happy ending. Jeg skal aldrig pive mere!

Peder Troldborg, jan. 2017

Musik: The Great Gig in The Sky, Pink Floyd