Pæleløb og noget om løver
 
Nej, det er ikke en stavefejl. Jeg mener løver. Og nej, denne tekst handler ikke om at løbe med ben der føles som pæle efter et maratonløb. Den handler derimod om at bryde træningsmønstre, løbe videre fra pæl til pæl og bevare løbeglæden.
 
Historien starter med at jeg opdager, at der bliver sat røde afmærkningspæle
op hvert kvarte kilometer på min løberute (Aarhus Kommune, Sport & Fritid
har nu i alt markeret ca. 20 km i mit område).
Hvad skal jeg nu med dem? tænkte jeg først. Jeg kender da godt min rute og
ved udmærket hvor lang den er. Skal jeg nu være slave af mellemtider fra pæl
til pæl. Det orker jeg altså ikke!
Sagen er nemlig den, at jeg døjer med en indre doven hund. En fesen løve der
ikke gider at brøle. Jeg indså derfor, at skulle jeg klare den nye udfordring,
måtte jeg, som så ofte før, bryde mønsteret og vende tingene lidt på hovedet.
Pælene skulle være til fordel for dovendyret. Jeg tillod mig derfor, at holde
pause ved hver anden pæl og håbede så blot at vilddyret undervejs ville vågne
op.
Som sagt så gjort. Næste dag var det ikke så svært at komme af sted. Første
pause var jo kun to pæle væk. Meget overkommeligt! Og ganske rigtig efter
nogle få kilometer begyndte løven at vise tænder. De røde pæle var lidt efter
lidt kommet til at virke som røde klude for en indre djævel og til slut gik det
over stok og sten.
 
Yes, tænkte jeg, sådan skal den ged (doven hund/dovenskab) barberes.
Løven skal bare løbes i gang, så går resten helt af sig selv. Faktisk tog
løbeturen kun nogle få minutter mere end normalt.
 
Nu vil nogen måske mene at mit pæleløb er det
samme som intervaltræning,men nej, ikke helt.
Intervaltræning er nemlig som regel skemalagt med
størrelser af intervaller, pauser og hastigheder
planlagt på forhånd. I pæleløb afhænger den slags helt af løvens luner. Løver
kommer nemlig Ikke på komando!
 
Ja, det var så den historie. Nu er der blot tilbage at tilføje at Pæleløb naturligvis også kan løbes uden pæle. Det kræver blot at man tager tid og holder pause efter hvert andet minut eller så.
 
Tak for pælene og god løvetur til dem der kunne have lyst til at prøve det selv!
Hilsen Peder Troldborg
 
 
 
 
Slangforklaring: "En fesen løve"
 
Printvenlig udvidet version
 
Brabrand, maj 2011
Foto: Per Dreyer
 
  Pæleløb gør det muligt at træne med børn eller
  andre selvom at man løber i forskellig hastighed.
  Man kan også skiftes om en cykel fra pæl til pæl.
  Særligt børn/løver kan godt lide at se målet
  forude så de kan overskue distancen!
 
 
  Lystbetonet løvetræning:
  hvis de ikke er sultne,
  løber løver kun for lyst!